Stress

- på job og privat


Stress er et meget brugt - og misbrugt - begreb. Mange siger at de er stressede når de har travlt på jobbet eller med børn, madlavning og andre gøremål, og det skal ikke forklejnes, men når jeg taler om stress, handler det om en alvorlig psykisk belastning som kan forhindre én i at udføre daglige opgaver og passe ens arbejde.

I Danmark er stress ikke en diagnose i sig selv, men i Sverige får omkring 20.000 personer årligt stillet diagnosen utmattningssyndrom. Om en stressdiagnose er godt eller skidt kan diskuteres.

Hvis du er hårdt ramt af stress har du måske ikke overskud til at være social eller bare komme uden for en dør, fordi det indebærer en risiko for at møde andre mennesker. Det er nærmest umuligt at deltage i sammenkomster, og det samme gælder dagligdags gøremål som indkøb mm. Den der er så medtaget, har ikke kræfter til at se andre mennesker, og det kan være en uovervindelig udfordring at opsøge professionel hjælp. Bl.a. derfor tilbyder jeg terapi online.

Vi taler om stress som et resultat af for højt arbejdstempo, for store krav og et arbejdsmarked med konstante forandringer, men der kan være mange årsager til stress, og der ligger mange gange flere forskellige forhold bag. For at du kan komme godt ud på den anden side, er det vigtigt at vi finder frem til den samlede pakke af stressfaktorer.

Ofte viser stress og udbrændthed sig først på arbejdspladsen hvor der ofte stilles store krav til os. Arbejdspladsen kan være præget af dårlig ledelse der ikke forstår at fordele opgaverne på en måde så du kan følge med, og måske føler du dig forpligtet til at tage opgaver med hjem, eller tage andres opgaver på dig. Nej er et svært ord, men du kan blive bedre til at bruge det.

Det er en ledelsesopgave at sikre at vi ikke har flere opgaver end vi kan overkomme - eller at uddanne os så vi kan overkomme dem.

Det er heller ikke ualmindeligt at en leder eller en kollega skaber en dårlig stemning som kan smitte af på en hel afdeling og give en form for stress hvis ikke vi er i stand til at skubbe det fra os; arbejdspladsen er så at sige blevet følelsesmæssigt forurenet. Sådan en stemning kan let brede sig, for dårligt humør smitter.


Stresset som arbejdsløs

Når vi taler om alt det der kan stresse på en arbejdsplads, skal vi ikke glemme at der er én gruppe der har højere niveauer af stress, end folk der arbejder, og det er folk, der ikke arbejder, fordi de er blevet arbejdsløse.

Dels opstår der for mange et økonomisk pres, som kan føre til at al ens vågne tid - og noget af natten med - optages af bekymringer om hvordan man skal få økonomien til at hænge sammen og hvordan man kan få et arbejde igen. Dels er man udsat for et pres fra jobcenter og A-kasse, og endelig kan det føles belastende at blive mødt af spørgsmål til ens situation fra familie og bekendte.


Stress i privatlivet

Og hvad med privatlivet? Hvor meget bliver du belastet i det private?

For at få hele sammenhængen med, er det vigtigt også at tage privatlivet i betragtning når vi taler om stress på arbejdspladsen. Der kan være mange forhold uden for dit arbejdsliv der kan medvirke til at skabe stress, men ofte er disse ting vanskelige at gøre noget ved. Selv om børn er vidunderlige, kan de og deres skole også være udfordrende på mange måder, men dem kan vi naturligvis ikke bare skille os af med. Hvis dine børn eller familie i øvrigt indgår i din problematik, kan vi arbejde på hvordan du kan håndtere dem bedre, eller jeg kan arbejde individuelt med dem og deres problematikker.

Familien og parforholdet - eller savnet af en partner - kan også skabe stress, og hvis det er tilfældet, kan parterapi i nogle tilælde hjælpe jer videre. Jeg kender et tilfælde hvor det gav en hel forløsning da en kvinde ufrivilligt blev forladt af sin partner.


Skolestress

Når børn eller teenagere ikke kan holde ud at gå i skole, er der en tendens til at kalde det skoleværing. I mine øjne kan det sammenlignes med den stress vi voksne kan få på arbejdspladsen, for de unge udsættes også for store krav og de skal forholde sig til flere forskellige ledere (lærerne) som ikke alle er lige gode til at håndtere de mangefacetterede elever. Desuden omgås skoleelever langt flere mennesker (klasse- og andre skolekammerater) end de fleste voksne, og børn i skolealderen er tit mindre afrettede end vi voksne forventes at være.

Det kræver ofte inddragelse af skolen og andre fagpersoner når et barn skal arbejde sig ud af skolestress, men den første opgave er at få afdækket de forhold der har fremkaldt situationen. Ud over de nævnte problemer på skolen, kan det også skyldes forhold i hjemmet, livskriser eller andet.

Det er alt sammen noget den unge og jeg kan arbejde med, og når tiden er inde kan andre voksne blive inddraget.


Sig farvel til din stress

Alle former for stress kan behandles, og mens nogle tilfælde er lette at komme over, kan det i andre tilfælde være en længere proces. Der er ingen standardløsninger på stress.

Hvis du mærker en snigende stressfornemmelse, kan det være en god ide at tage det i opløbet med forebyggende samtaler.

Jeg starter typisk med at afdække din livssituation og lave nogle øvelser som kan bringe balance i din psykiske tilstand. I arbejdet med de problematikker vi sammen har afdækket, tager jeg udgangspunkt i dine værdier, dit livsgrundlag og den du er som person.

Kom i gang med din forandring ved at kontakte mig.